Live-radio-program

Den eksperimenterende radiokanal The Lake, som har sammensat programmet til festivalen, opstiller et åbent radiostudie på festivalpladsen. Programmet byder traditionen tro på radiobingo samt spændende gæster i studiet. Læs mere om live-radio-programmet nedenfor. Gæster annonceres løbende.

 
 
OhLand-Some-Bingo.png

Radio Bingo m. Oh Land

The Lake Vært: Rasmus Stolberg & Jan Sneum

Traditionen tro startes festivalen med en omgang radio-bingo og årets gæstebingovært er ingen ringere end Oh Land. Hun har udgivet 5 albums, lavet ballet i samarbejde med Dronning Margrethe, lavet soundtracks til film, kunstinstallationer og meget mere. Nanna Øland Fabricius lykkes med næsten alt hvad hun kaster sig ud i og altid på sin egen ide- og farverige måde. I 2019 debuterede hun som X-factor dommer og også her imponerede hun. På Badesøen Festival debuterer hun som bingovært og det ser vi frem til!

 
Foto af Flemming Bo Jensen

Foto af Flemming Bo Jensen

Mango Drive / Pernille Krog Mogensen

The Lake Vært: Rasmus Cleve

Pernille Krog Mogensen er den yderst kompetente vært bag programmet Mango Drive, som sendes på Heartbeats Radio, med fokus på den elektroniske musik. Du har næsten med garanti danset til en fest, hvor Pernille enten har spillet selv eller booket DJ´en. I næsten et årti var hun musikchef på den elektroniske musikfestival Strøm og senest har hun været med til at sammensætte musikprogrammet på SPOT Festival. Hun er ekspert og ultra dedikeret til den elektroniske scene, men hun er også meget andet og alt det skal vi snakke om og lytte til når hun (og Mango Drive) den 10. august kommer på besøg i The Lakes åbne live-radio studie på Badesøen Festival. Der er forresten bonuspoint til de der allerede har set sammenhængen mellem Mango Drive og Mark Ernestus’ Ndagga Rhythm Force som spiller koncert på årets festival.

www.heartbeats.dk/series/mangodrive/

 
Anton-Rothstein.png

Albertslund i mit hjerte med Anton Rothstein

The Lake Vært: Jan Høgh Stricker & Jan Sneum

Ud over at være trommeslager i Lower og Marching Church er Anton Rothstein et inkarneret Albertslund-bysbarn.

Under Badesøen festival gæster han The Lakes åbne live-radio studie, hvor vi skal lytte til anekdoter og dertilhørende soundtracks om alt fra Fingerplanen, Galgebakken, Den Våde Høne, Bakkens Horn, Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen, Albert de Rault de Ramsault de Tortonval, Suspekt og meget mere.

www.facebook.com/lowercph

 
Foto af Emil Hartvig

Foto af Emil Hartvig

Eget Værelse

The Lake Vært: Mei Bao

Eget Værelse er et kreativt, hårdtslående, støjende, poetisk og ærligt kunstnerkollektiv bestående af de fem musikere Anja Jacobsen, Sonja LaBianca, Maria Diekmann, Jaleh Negari og Maria Bertel.

Sammen og hver for sig opfinder og udgiver de nogle af de mest spændende musikalske eksperimenter og lydprojekter på den danske scene – blandt andet med bands som Selvhenter, Valby Vokalgruppe, Diekmann, Ymers Pizza, Frk. Jacobsen, Oum, Meshes, Jaleh Negari og Sonja LaBianca.

Mød dem i The Lakes åbne live-radio studie på Badesøen Festival, hvor de udover at indvie os i deres arbejdsprocesser som kunstnerisk kollektiv, vil præsentere os for en masse af den musik, som inspirerer dem i deres arbejde.

www.egetvaerelse.dk

 
DoubleTrouble.png

Doplas Problemas DJ-set

Doplas Problemas er en København-baseret dj-duo, som med garanti sætter ild under dine dansefødder til årets pool party på festivalen. Doplas Problemas – aka Laura & Laura – gæster The Lakes åbne live-radio studie på Badesøen Festival, hvor de efter eget udsagn vil servere beskidte rytmer af alle slags. Dog med med en lille (not)guilty forkærlighed for afrobeat, kwaito og reggaeton!